Karoline’s Reviews > Alt dette kunne du få > Status Update

Det virker rigtig, hvad den britiske klatrer og forfatter Robert Magdalene skriver om det menneskelige højdeparadoks: det både ophøjer det individuelle sind og sletter det. De, der rejser til bjergtoppe, er halvt forelsket i sig selv og halvt forelsket i glemsel.

Forfatteren formår at indkapsle så specifik en følelse, jeg aldrig havde tænkt man kunne formidle videre. Det er til at grine af, grine af til man opdager, at tænderne sidder fast i kraniet

Barbara tænker, det er som om kulden gør tankerne hårdere, følelserne mere fade, bulne, som en finger, man har klemt i en dør, så den hæver op og dunker, det er som om hjertet er blevet stukket af insekter, er svulmet og svulmet for nu i oktober at være bristefærdigt, klar til at punkterer ved hver en tilfældig rørelse. Så siger hun til hoppen ‘Så sylespidse de tanker er’ og ‘ømme dumme hjerte’

Brystbenet brækket og syet sammen, de gamle film ruller og hvad føles som en uendelig sommer, der alligvel lakker mod enden. Ligenu lurer døden i periferien, og jeg kommer atter tættere på at forstå den her familie, der på den ene side virker så fjern men også repræsenterer tidsånden. En generation jeg ikke tilhører, men hvis du ser nærmere stadig sætter sine spor i min hverdag

Den her bog føles lidt som at få alt family lore at vide - bare ikke om min egen familie og meget mere poetisk beskrevet i den djurske natur

Hun er vokset op i øredøvende fattigdom, han i et hjem præget af følelsesmæssig ustabilitet. De har fundet hinanden - og med udgangspunkt i hver deres barndomsmangel, danner de sig et ideal om aldrig at mangle noget mere. Han sørger for økonomien, og hun for et varmt hjem med kærlighed - og de gør det så godt at de ender med at foragte hinanden for det.

(forsættelse) “farmor deridom er interessant i sygdom og ulykke, og det er som om begge dele klæber sig til hende. Hvor end hun så går og står er der historier at opstøve. (…) Barbara forstår først langt senere, at det også handler om at være prædestineret til et bestemt liv. (…) -prædestineret, men ikke af en gud, snarere af tiden og omstændighederne.”

“Forskellen på farmor og mormor er, at mormor kan bruge ord som raffi og strøgtur og ud at suse og luksus. Luksus kan sættes foran alting, alt er luksus. Luksuscreme - om den blå Nivea i dåse, luksuslagkage - om Othellokagkage fra bageren i Vårvangen eller bageren i Veri Centeret (…) etc.
Det en tilbøjelighed til at fejre alting, selv det mest almindelige. (fortsættes)

Begyndende forståelse for bogens persongalleri, der centreres omkring en østjysk familie i Molsbjerge. På tværs af tid og rum kommer vi nærmere på søstrene imens naturen danner ramme omkring dem - meget smuk omend lidt kryptisk indtil videre