Status Updates From Alt dette kunne du få

Da hun hører Sonja udtale ordet Atlanterhavet trækker Barbaras bryst sig sammen. Hun snapper lidt efter vejret og binder en meget stram knude på en pose med bær.

Det virker rigtig, hvad den britiske klatrer og forfatter Robert Magdalene skriver om det menneskelige højdeparadoks: det både ophøjer det individuelle sind og sletter det. De, der rejser til bjergtoppe, er halvt forelsket i sig selv og halvt forelsket i glemsel.

Første og anden del af bogen, samt pigernes barndom, er passeret og nu er Barbara blevet bogens udgangspunkt for familien. Jeg fornemmer mellem linjerne at hendes opfattelse af hendes opvækst og af sin familie måske har ubevidst præget min opfattelse, eller jeg begynder at forstå at hun måske er forfatteren selv? Det her giver ikke så møg mening, men de samme minder kan vel huskes forskelligt

Forfatteren formår at indkapsle så specifik en følelse, jeg aldrig havde tænkt man kunne formidle videre. Det er til at grine af, grine af til man opdager, at tænderne sidder fast i kraniet

Barbara tænker, det er som om kulden gør tankerne hårdere, følelserne mere fade, bulne, som en finger, man har klemt i en dør, så den hæver op og dunker, det er som om hjertet er blevet stukket af insekter, er svulmet og svulmet for nu i oktober at være bristefærdigt, klar til at punkterer ved hver en tilfældig rørelse. Så siger hun til hoppen ‘Så sylespidse de tanker er’ og ‘ømme dumme hjerte’

Brystbenet brækket og syet sammen, de gamle film ruller og hvad føles som en uendelig sommer, der alligvel lakker mod enden. Ligenu lurer døden i periferien, og jeg kommer atter tættere på at forstå den her familie, der på den ene side virker så fjern men også repræsenterer tidsånden. En generation jeg ikke tilhører, men hvis du ser nærmere stadig sætter sine spor i min hverdag