En, To, Tre! På tre svang Marcus armen i en kraftfuld bue og slap granaten. Den fløj gennem luften, og landede perfekt nede i den tyske skyttegrav og gav et brag fra sig. I samme sekund var hele delingen på benene, op ad grøften, og helt hen til den desorienterede skyttegrav. De andre havde svært ved at følge med i Marcus’ tempo. Med fingeren i bund, åbnede Marcus ild. Hans Thompson rystede i hænderne på ham, mens han fejede det ene nazistsvin efter det andet ned. Marcus følte vreden bruse igennem sit varme blod. Som den første hoppede Marcus ned i fordybningen, mens han forsat åbnede ild, først i den ene retning, så den anden.

                             ”Stone!” råbte sergenten forgæves. ”Stone!” prøvede sergenten igen, men Marcus skiftede blot magasin og tømte det i de livsløse kroppe. Skiderikker, de tror de er noget! 

                             En hånd på hans skuldre tog hårdt fat ”STONE!” råbte sergenten lige ind i hovedet på Marcus. Med dyrisk fart og styrke vendte Marcus sig om og tog et jerngreb om sergentens hals. Sergentens fødder sparkede mod skyttegravens sider i håb om at finde fæste, mens hans mund gispede og spruttede.

                             Latterlige svækling! Tænkte Marcus, mens han holdt sergenten i en udstrakt arm. Den lille mands ansigt var blevet helt rødt, mens han hang og dinglede fra Marcus’ greb. Had og vrede flammede igennem Marcus’ grå øjne. Den store mand skar tænder og klemte til. Da nakken begyndte med at sige knækkende lyde, brød en anden stemme ind.

                             ”Marcus, slap af! Du slår ham ihjel!”

stemmen tilhørte Charles Conners. Marcus slap sergenten, som faldt bagover som en kludedukke, hvorefter han trak heftigt efter vejret.

                             ”Hvad pokker laver du, Stone?!” gispede sergenten, mens han holdt sig for halsen ”Jeg får dig stillet for en krigsret, meni-”           

                             Han stoppede brat med sit klageri, da Marcus vendte sine grå øjne mod ham og fangede sergentens blik.

                             ”Kom nu, vi fik de nazisvin”, sagde Charles beroligende. Marcus mærkede vreden svinde væk, og han begyndte at slappe af i sin anspændte krop. Han så sig omkring og fik øjnene op for de mange blodige lig, som lå hulter til bulter i skyttegraven. Der var ingen at tage til fange, ingen efterretning at opsnappe her. Marcus havde brug for en smøg.

                             ”Svin…”, gentog Marcus og spyttede på et af ligene.

                             Resten af skyttegraven var allerede blevet sikret, og de fik lov til at holde en kort pause, før de skulle videre. Krigen var langt fra slut endnu. Hitler sad stadig sikkert på sin trone i Berlin. De andre soldater var begyndt at tænde cigaretter, og småsnak spredte sig omkring dem. Ingen af dem nærmede sig Marcus og Charles.

                             Den store mand satte sig ned ved siden af den en del mindre, Conners. Charles kørte sine fingre igennem sit tykke brune hår.

                             ”For helvede Marcus, det var sgu intenst, det der. Er du okay?” spurgte Charles med et smil på læben. Marcus var ikke den eneste, som hadede sergent Dillinger. Alle vidste, at Dillinger ikke var andet end en rigmands søn, som legede krig for at springe op ad rangstigen.

                             ”Op i røven med ham. Han er ikke andet end en skide kujon alligevel.” vrissede Marcus. Jeg skulle have knækket nakken på det røvhul. Det var hans skyld, det hele var gået af lort til. Han havde ikke lyst til at tale mere om det; det ville bare gøre ham vred igen, Charles var heldigvis god til at læse Marcus, så han brød en cigaret pakke, stak en i munden og tilbød Marcus en. Den grå-øjede gigant tog imod tilbuddet.

                             Stanken af krig hang i luften; svovl, krudt, blod og forrådnelse lå som en kvælende tåge, der trængte ind i Marcus’ næsebor.

                             De sad lidt der i stilhed. Så kom Marcus i tanke om, at der var ankommet endnu et brev.

                             Hvordan fanden bliver han ved med at finde mig? Tænkte Marcus for sig selv. Han tog brevet frem. Det var stadig ikke blevet åbnet.

                             ”Er det endnu et fra din bror?” spurgte Charles forsigtigt. Marcus nikkede med et mørkt udtryk.

                             ””Har du tænkt dig at læse det, eller bare sidde og gnubbe det?” udbrød Charles. Marcus sad et øjeblik og betragtede konvolutten. Han åbnede den, tog brevet ud og begyndte at læse.

Kære Broder,

Startede det. Kære? Kære min røv, tænkte Marcus. Han tog et hvæs af cigaretten og læste videre.

Kom tilbage, Marcus.

Du kan ikke flygte fra det. Det har været med dig fra start til nu. Det har fulgt dig fra kontinent til kontinent, fra én krig til den næste.

Jeg har regnet det ud, Marcus, jeg ved, hvorfor du ikke kan flygte fra det. Det kommer indefra. Du kan lige så lidt flygte fra det, som du kan fra din fortid. Kom hjem. Kom hjem, så vi sammen kan rette den fejl, vi har begået.

Howard.

Marcus krøllede brevet sammen og stak det tilbage i lommen.

                             Det kommer indefra. Tænkte han. Fandens til pis, men måske havde han ret. Vreden havde været der hele tiden. Med ham, over alt han gik.Det var hans skide brors skyld. Howard, den svans. Det var alt sammen startet med ham. Det var dem alle sammen; Howard, Sara, Elza, deres far.

                             Far. Et øjeblik forlod Marcus Operation Market-Garden og vendte tilbage til Stone Palæet i 1879. Vreden havde overtaget; han råbte og skreg af sin far. Den gamle mands stemme var stort set kun en hvisken, ”Vi finder en løsning” lovede han, sammen med en masse andre løfter. Hans faders stemme gjorde ham kun mere rasende end før. ”Du forrådte os! Du forlod os, og se hvad det har gjort ved os!” Marcus’ krop var spændt, og han følte kontrollen over hans krop blive overtaget af andre kræfter. Hans fars svagelige krop nærmede sig, men før nogen af dem vidste af det, lå den spinkle mand i en pøl af sit eget blod. Marcus var i vildrede, og der var lyden af hastige fødder på den anden side af døren. Marcus sprang gennem vinduet, det knuste glas havde flænset hans arme og ben, og faldet var som at flyve igennem tomheden. Da han endelig kom til sig selv, flygtede han, væk fra huset, væk fra øen, væk fra alt. Siden den dag var han aldrig vendt tilbage. Der var intet for ham der længere – ikke andet end minder. Og Had.                              Marcus blev trukket tilbage til virkeligheden af en skrattende lyd fra radiomandens udstyr. Det var tid til at tage af sted igen.