Han bliver nødt til at hjælpe mig, der er ingen andre som kan! Tænkte hun.

                             Elza var ved at blive desperat. Hun havde ventet på svar i flere uger, og hendes tålmodighed var ved at være opbrugt. Hun havde brugt måneder på at afkode sin faders noter, som hun havde taget med sig, før hun stak af fra øen. Meget kunne man sige om Jonathan Stone, men han var en metodisk mand og et geni. Hans forskning afslørede mange skjulte talenter, som Elza aldrig ville have drømt om i sine vildeste fantasier, men der var stadig meget af det, hun ikke kunne begribe. De eneste drømme, Elza havde disse dage, holdt hende vågen om natten, badet i sved, frygt og forfærdelig sorg.

                             Hvordan kunne Howard gøre det her imod os? Tænkte hun.

                             ”Disse drømme er på en eller anden måde forbundet med faders forskning.” sagde Elza sagte for sig selv. Hun gik hvileløst rundt i det lille byhus, som befandt sig midt i London, et sted, hvor Elza følte, hun kunne skjule sig for verden. Bare endnu et menneske i den endeløse jungle af huse, folk, hestevogne og handel. Overalt, hun trådte, lå der bøger og papirer spredt over gulvene og bordene. Da tavlerne begyndte at mangle plads til formler og diagrammer, havde kridt og kul fundet vej til rummets fire vægge, gulv og loft. Udenfor kunne Elza høre livet i London; heste og cykler, biler og folk. Alle sammen i hælene på hinanden. Hun havde lukket alle døre og skodder. Larmen forstyrrede bare hendes arbejde, og den havde kun fået hende til at føle sig mere ensom end nogensinde før. Udenfor var der mennesker med familier, mænd og koner, børn og elskende. Alle de ting, som Elza ikke længere besad.

                             Ting jeg aldrig kan få.

                             Hendes faders noter havde været mere omfattende, end hun nogensinde kunne have håbet på – eller frygtet. Men der var for meget; Paralle universer, tidslinjer, kinetisk trolddom, fysik, mental projektion, telepati, biologi, kemi – det hele hang sammen. Men hvordan? Elza blev fortvivlet. Hun gik fra den ene væg til den anden, tog noter og smed dem på gulvet, halvfærdige og utydelige. Hun samlede bøger op og smed dem igen.

                             Hvorfor svarer han mig ikke? Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Elza brød sammen og faldt på knæ.

                             Jeg samlede mine noter, skrev en analyse og relaterede til hans egne teorier. Jeg sendte endda kopier af nogle af min fars noter. Hvorfor svarer han mig så ikke? Tror han ikke på mig? Er der ingen, der tror på mig?

                             Det blev svært at trække vejret, og Elza følte mørket tage over. Hun kæmpede imod denne gang. Hun brugte en hånd til at trække sig op, men på en stol fandt hånden et stykke papir. Det var et brev. Brevet var ikke fra den tyske professor, så det havde ligget glemt og uåbnet i sin konvolut længe. Det bar dog et segl; et segl som Elza kendte alt for godt. Det var snart tredive år siden, hun havde set Howard, den aften i 1878, men alligevel havde han altid været i stand til at finde ud af, hvor hun befandt sig henne. I de sidste mange breve havde han tigget og bedt hende om at vende hjem, så han kunne hjælpe hende, men Howard kunne ikke hjælpe. Det var der ingen, som kunne.              

                             Kun én, og han svarede ikke på hendes bønner. Fem breve havde hun sendt, og ikke et eneste svar.

                             Jeg er alene. Jeg er alene i en verden fuld af mennesker og liv.

                             Elza blev igen fortvivlet, og mørket kryb ind på hendes sjæl. Hun satte sig ned, og besluttede sig endelig for at åbne brevet, som havde ligget uforstyrret i ugevis.

                             Hun begyndte at læse – det startede, som det plejede. Howard bad om tilgivelse og ønskede at hjælpe, men Elza vidste bedre end at stole på ham. Længere inde i brevet blev Elza dog alligevel fanget.

                             Det var ikke kun ondskab, som kom med ind i vores verden, Elza. Jeg har følt en forbindelse mellem dette sted og det andet. En forbindelse, som er håndgribelig, men ikke synlig. En forbindelse, som vi kan bruge til at bryde denne forbandelse. Hvis bare jeg havde faders noter.

                             Elza læste videre, men der stod intet om, hvor denne forbindelse kunne findes, eller hvad den faktisk kunne bruges til.

                             ”Spild af tid!” skreg Elza for de lukkede døre og vinduer, hvor kun lidt lys slap ind.

                             ”Forsvind fra mig! Vil du ikke nok bare forsvinde!?”

                             Mørket tætnedes omkring hende, og hun begyndte at miste kontrollen.

                             Er der virkelig intet, jeg kan stille op? Hendes tanker var dystre og sørgmodige.Papirerne i rummet begyndte at blafre omkring hende. I desperation betragtede hun de vilde noter på væggene: der må være noget. Et eller andet sted, må der være en forbindelse, hendes øjne flakkede. En stol væltede, og noter løftede sig fra deres plads. Hvis bare jeg havde faders noter, havde han skrevet. Lyset syntes at svinde bort, og gulvet under hende begyndte at skælve.

                             Vil du ikke nok lade mig være?

                             Hun mærkede et nærvær af noget mørkt, som klamrede sig til hendes eksistens. Hun søgte rundt i rummet, men fandt sig selv alene. Men følelsen blev værre. Elza kunne mærke energien i sin krop blive udløst, og endnu en stol væltede, mens flere dokumenter fløj rundt i lokalet.

                             ”Lad mig være! Jeg ønsker ikke at slå ihjel igen!” græd hun ud i lokalet, men fik intet svar. Mørket blev blot tættere, mens hun desperat forsøgte at finde svar på sine spørgsmål.

                             Hvis bare jeg havde faders noter, havde Howard skrevet. Men hvorfor? Hvad nytte ville Howard have af dem?

                             En dør faldt af sine hængsler, da karmen bukkede og bøjede sig som en fjeder, der blev presset sammen, mens sprækker tegnede sig langs væggene. Luften var så tæt, at hun knapt kunne trække vejret, og hun vidste, det kun var et spørgsmål om sekunder, før hun mistede kontrollen.

                             En famlende hånd greb et stykke papir. I sin håbløshed undersøgte Elza parpiret.

                             Pludselig lettede mørket sig, og Elza kunne let trække vejret igen. Noterne dalede ned på gulv og borde igen. ”Mørkets-materiale!” udbrød Elza lettet, hendes stemme gav genlyd i det store rum.

                             Far var genial! Elza lod sine øjne glide hen over væggene og gulvet, i søgen efter reference til mørkets-materiale. Hun huskede, at hendes fader havde nævnt det flere gange, men hun havde aldrig formået at sætte det i perspektiv.

                             Her! Det er alt sammen lige her!                             Elza fik en pludselig motivation, og begyndte at samle noter, nedskrive formler og diagrammer. Materialet er min vej væk herfra! Med det kan jeg endelig flygte. Med det kan jeg endelig få ro fra al den larm udenfor, alle de minder… Denne gang skulle han nok svare, denne gang ville hun få professoren til at forstå.